06.01.2014 - 10 mio. kr. til teknologiiværksætter 6. januar 2014

6/1 2014

Ny energiteknologi viser banebrydende resultater. Investorer bakker op med kapital til at udvikle produktet til markedet. Samtidig får selskabet millionbevilling fra EUDP.

Iværksættervirksomheden TEGnology fra Vejle har de sidste to år arbejdet på at udvikle en energiteknologi baseret på nye unikke energimaterialer, som omsætter spildvarme til strøm. Nu viser selskabets anden prototype og testresultaterne, at teknologien fungerer – og er unik i markedet.

Selskabets investorer og grundlægger skyder derfor nu ny kapital i selskabet til at videreudvikle prototypen og kommercialisere den. Insero investerer 7,5 mio. kr., Innovation MidtVest investerer 2,4 mio. kr. og grundlægger Flemming Bjørn Hansen investerer 0,1 mio. kr. Samlet set 10 mio. kr. Samtidig er Aarhus Universitet med i selskabet.

”TEGnology har gennemgået en fantastisk udvikling. Fra at have en videnskabelig ide, har de nu fået et selskab op at køre og bevist, at teknologien fungerer. Vi ser stort potentiale i virksomheden og investerer derfor igen i selskabet,” forklarer adm. direktør Mogens Vig Pedersen fra Insero.

I dag består TEGnology af tre ansatte og fik i oktober en ny direktør, Paul Egginton. Paul Egginton ser frem til det videre arbejde med teknologien. Selskabet har i dag udviklet en prototype som bliver testet i Tyskland.

”Vores teknologi har vist sit værd. Den er mere stabil og mere effektiv end de eksisterende termoelektriske teknologier, er billigere, mere miljøvenlig og så kan den fungere i meget høje temperaturer – som den eneste på markedet. Det er banebrydende,” forklarer Paul Egginton.

Fordi TEGnologys teknologi fungerer effektivt ved høje temperaturer er maskiner, køretøjer, fragtskibe og kraftværker med store motorer særligt interessante for selskabet. Jo større en motor – des mere spildvarme.

2,3 mio. til udvikling

Potentialet for at reducere spildvarme i den tunge transportsektor skal nu udforskes yderligere i et udviklingsprojekt, som Energistyrelsen har finansieret. TEGnology har netop fået bevilget 2,3 mio. kr. fra Energistyrelsens udviklingspulje EUDP. Disse penge skal gå til at udvikle en termoelektrisk generator til Volvo lastbiler.

news/modul-b5-m2.jpg

I projektet deltager også Aarhus Universitet, DTU samt to tyske selskaber: Panco og Mahle. ”Jeg forventer, at TEGnology har mulighed for at producere et modul som kan bruges i lastbiler. Lastbiler har en stor motor med megen spildvarme, og det betyder stort potentiale for os. Begrænsningen for branchen har indtil videre været, at der ikke har været materialer der har fungeret ved de høje temperaturer – det kan vi nu,” forklarer Paul Egginton. 

Lancering til sommer

Med den nye kapital og bevilling i ryggen forventer selskabet at teste markedet allerede til sommer. ”Vi fortsætter med at udvikle vores modul, og vi har et mål om at lancere produktet i USA på en messe. Her vil vi have testmoduler klar til salg,” siger Paul Egginton og forklarer:

”Med ny kapital bliver vi de første på verdensmarkedet med en teknologi, der så effektivt kan udnytte spildevarme. Og vi er de første på verdensmarkedet med de nye og billige materialer. Vi har derfor høje forventninger til, at teknologien kan gøre en forskel ikke bare i Danmark men også internationalt.”

FAKTA OG KONTAKT

Lidt baggrund om teknologien

TEGnology blev stiftet i december 2010 af grundlægger Flemming Bjørn Hansen. I januar 2012 investerede Insero og Innovation MidtVest i virksomheden med en samlet investering på 6 mio. kr.

TEGnologys teknologi var forinden udviklet i samarbejde med forskere på Aarhus Universitet og German AeroSpace Institute. Teknologien var nået til Proof of science, og fik med kapital i ryggen fik selskabet mulighed for at undersøge, om teknologien også virkede udenfor laboratoriet.

Spildvarme er i dag en af verdens største uudnyttede energiressourcer. Derfor har TEGnology igennem flere år arbejdet på at udvikle nye materialer og teknologier til at bidrage til løsningen af denne udfordring. TEGnology har udviklet to banebrydende og mere effektive energimaterialer, baseret på zinkantimonoid og magnesiumsilicid. De har den egenskab, at de kan omforme en temperaturforskel til strøm, ligesom at de kan fungere i meget høj varme, op til 400 grader. Materialerne er patenteret og beregninger og tests viser, at når de anvendes i en TermoElektrisk Generator (TEG), kan de f.eks. få en bil til at køre op til 10 % længere på literen.

Kontakt

Insero: Adm. dir. Mogens Vig Pedersen, mvp@insero.dk, Mobil: 4132 9838.

Insero: Investment Manager John F. Dascher, jfda@insero.dk Mobil: 2964 5799

TEGnology: Direktør Paul Egginton, pne@tegnology.dk, Mobil: 21182757

Grundlægger TEGnology: Flemming Bjørn Hansen, FBH@dansk-varmekabel.dk, Mobil: 2887 6030.

Innovation MidtVest: Investeringsdirektør Peter Smedegaard, ps@imv.dk, Mobil: 27 114 321

Aarhus Universitet: Business Development Manager Søren Bødler, ssb@adm.au.dk, Mobil: 60 20 26 92

bubblemedia